Skip til hoved indholdet
    Hjem Pædagogik

Pædagogik

Pædagogisk grundlag og læreplan.

Det pædagogiske grundlag består af en række fælles centrale elementer, som skal være kendetegnende for den forståelse og tilgang, hvormed der skal arbejdes med børns trivsel, læring, udvikling og dannelse i dagtilbuddet.

De centrale elementer er:

  • Børnesyn
  • Dannelse og børneperspektiv
  • Leg
  • Læring
  • Børnefællesskaber
  • Pædagogiske læringsmiljøer
  • Forældresamarbejde
  • Børn i udsatte positioner
  • Sammenhæng med børnehaveklassen
  • Læreplanstemaerne

Loven fastsætter, at alle elementer i det fælles pædagogiske grundlag skal være udgangspunkt for arbejdet med den pædagogiske læreplan - og dermed det pædagogiske arbejde med børns læring i dagtilbud.

Vi tager udgangspunkt i det pædagogiske grundlag i vores planlægning for at sikre, at vi arbejder med vores kerneopgave, som er det gode børneliv. Vi er bevidste om, at vi hele tiden lader os inspirere og søger ny viden, så vores faglighed følger med udviklingen. Vi er åbne, nysgerrige og reflekterer over vores praksis, så det kommer det enkelte barn og børnegrupperne til gode.

Vi er optaget af at være anerkendende voksne, der er omsorgsfulde og ser, lytter, og forstår det enkelte barn, som gør, at børnene får medindflydelse, medinddragelse og læring af demokratiske læringsprocesser. Vi har fokus på at lytte til, se og forstå det enkelte barn, så alle børn bliver inkluderet, også de børn der er i udsatte positioner. Vi er nysgerrige og nærværende, så vi får en forståelse for, hvad børnene er optaget af. Vi ser det positive i hver situation og arbejder med at opmuntre, støtte og guide barnet, så barnet får en begyndende oplevelse af mestring.

Vi er et dagtilbud, der arbejder med de 3 læringsrum. Det kan til tider være svært for nogle børn at indgå i legefællesskaber, derfor må vi voksne løbende veksle mellem at gå foran, ved siden af og bagved børnene med henblik på at understøtte deres deltagelse i legefællesskaberne.

I Junglehuset sikrer vi børnefællesskaber, så børnene har mulighed for at danne både store og små fællesskaber. Vi arbejder med børnene i mindre grupper, hvor der blandt andet er fokus på de sociale spilleregler, som har betydning for at være en del af en social sammenhæng med andre børn og voksne. Vi laver aktiviteter på tværs af børnegrupperne for at understøtte børnenes venskaber.

Sådan arbejder vi med:

Børnesyn

Det at være barn har værdi i sig selv. Barnet dannes gennem samspillet med sine omgivelser. I Junglehuset arbejder vi med en anerkendende tilgang til børn og deres familier. Vi har fokus på, at omsorg, nærvær og faglighed går hånd i hånd, når der skal skabes et trygt og godt læringsmiljø for børnene samt et godt samarbejde med forældrene.

For at understøtte dette, har vi i Junglehuset øje for at rumme alle børn med de forskellige kompetencer og forudsætninger, de har. Dette gøres gennem strukturerede rammer med tryghed og tillid, så børnene kan udvikle deres potentiale.

Vi har særlig fokus på barnets social-emotionelle udvikling og selvudvikling ved at vi følger børnene i deres følelsesmæssige initiativer. Det gælder alle følelser - og ikke kun det at være ked af det.  Børnene skal gennemleve én følelse, før de kan tage hul på den næste.

Vi er opmærksomme på, at vi som voksne har forskellige roller. Nogle gange skal vi ”gå foran” barnet, give barnet en viden og vise vej. I andre sammenhænge skal vi ”gå ved siden af” barnet, følge barnets spor og initiativer, få barnets spirerne idéer til at udvikle sig gennem fordybelse og ekspertmentering. Andre gange igen, skal vi ”gå efter” barnet - det vil sige, at barnet sætter dagsordenen.

Dannelse og børneperspektiv

Børn skal høres og tages alvorligt som led i starten på en dannelsesproces og demokratisk forståelse. Et børneliv rummer - ligesom et voksenliv - et stort følelsesspekter, hvilket er vigtigt for barnet at kunne navigere i. De små dagligdagskonflikter på legepladsen eller på stuen er lærerige for børnene, da det udvikler forståelsen af, hvilke regler, der gælder, når man er sammen med andre.

Børn lærer på forskellige måder og i forskellige tempi. Læringen foregår gennem hele dagen, både bevidst og ubevidst. Den foregår gennem planlagte aktiviteter, i legen, på legepladsen og i daglige rutiner som for eksempel ved spisning, i garderoben og  ved toiletbesøg.

Vi arbejder med inkluderende fællesskaber, for at alle børn kan være aktivt deltagende i fællesskabet. Vi lytter til børnenes ønsker og behov, følger børnenes spor, og giver plads til børnenes bidrag og indflydelse i legen og aktiviteterne. Dette sker gennem en anerkendende pædagogisk tilgang med fokus på lege og læringsrum, som giver mulighed for fordybelse og nysgerrighed i børnenes dagligdag.

Leg

Legen har værdi i sig selv, og den er grundlæggende for børns sociale og personlige udvikling. Den fremmer sproget, nysgerrighed, fantasi, selvtillid og selvværd. Det er gennem legen, barnet lærer at sætte sig selv i spil, og lærer både sociale og kulturelle spilleregler i fællesskabet. Nogle gange skal legen sættes i gang, andre gang skal den støttes – vi voksne kan have forskellige roller i forhold til legen. Vi kan være deltagende, inspirerende, observerende og guidende gennem sproglig understøttelse, så børnene kan udvikle deres leg. 

Læring

Læring skal forstås bredt og sker både gennem leg, planlagte aktiviteter, relationer, daglige rutiner og udforskning af naturen. Det handler om at fremme børnenes kropslige, følelsesmæssige, sociale og kognitive udvikling og forståelse. Vi tænker læring som barnets egen mulighed for at være aktiv deltager i samspillet.

Børn lærer gennem deres oplevelser, som vi voksne aktivt og engageret er deltagere i, både gennem legen og planlagte aktiviteter. Vi ser det i form af sprog, som udvikles gennem relationer (venskaber), hvor børnene imiterer hinanden og de voksne.

Gennem gode relationer til både børn og voksne opstår også empati og omsorg. Vi har fokus på de voksnes relationskompetencer og på vigtigheden i, at have gode og tætte relationer til alle børn på stuer/teams/huset.

I Junglehuset lægger vi vægt på, at barnet bliver selvhjulpen gennem hele dagen. Det er både ved bleskift, ved toiletbesøg og ved håndvask, hvor børnene selv (med hjælp) tager tøj af eller på, går på toilettet og vasker hænder, i garderoben hvor børnene selv prøver at tage overtøj og sko/støvler af og på, ved borddækning/spisning, hvor børnene på skift dækker bord og øser op og spiser selv (med hjælp). Læring sker hele dagen - for eksempel gennem naturen - både på legepladsen og i nærmiljøet, hvor børn og voksne kan udforske/undersøge ting. Hvad sker der eksempelvis, når vi løfter en stor sten eller forskellige planter? Hvad er et insekthotel? Vi understøtter vores nysgerrighed og læringen ved brug af bøger og iPad.

Børnefællesskaber

Vi er meget opmærksomme på at være med til at skabe positive børnefællesskaber og sociale relationer gennem hele dagen, både ved vores morgensamling, i planlagte aktiviteter, på ture og i daglige rutiner. Dette gøres både i mindre grupper og i gruppen som helhed.

Vi har fokus på følelser som glæde, vrede, at være bange, overrasket med mere. Vi arbejder med tolerance og respekt for hinanden - og med omsorg og mod.

I børnehaven anvendes ”Fri for mobberi”, da vi ved, at børn med gode sociale kompetencer, bidrager til det gode børnefællesskab i SFO'en og i skolen. Her er spørgsmålene som ”hvad er venskab” og ”hvad vil det sige, at være en god kammerat” i centrum gennem hele dagen.

I Junglehuset skal de pædagogiske læringsmiljøer altid være synlige. Vi arbejder med en forståelse af, at alle aktiviteter og rutiner er læringsmiljøer, og at de derfor ikke kun er defineret som planlagte vokseninitierede aktiviteter. Alle aktiviteter og rutiner i dagligdagen - så som aflevering, legen, konflikter, bleskift, frokost, tøj af og på og så videre - er læringsmiljøer, der giver børnene mulighed for at lære, trives og udvikle sig. Dette betyder, at børnenes læring ikke er afgrænset til halvanden times pædagogiske aktiviteter om formiddagen, men finder sted gennem hele dagen.

Det pædagogiske personale er bevidste om, hvilke didaktiske overvejelser de har omkring læringsmiljøer, så de understøtter børnegruppens kropslige, sociale, emotionelle og kognitive læring og udvikling. Vi arbejder med 4 overtemaer (de 4 årstider) gennem *LAHOPL-forløb, hvor vi bygger oven på det, som vi skabte/lærte i går. Dette giver mulighed for at arbejde med fordybelse og erfaringsdannelse.

Det pædagogiske læringsmiljø skal altid tilrettelægges, så det inddrager hensynet til børnenes perspektiv med fokus på legen, deltagelse, børnefællesskabet og børnegruppens sammensætning. Også her med øje for de 3 læringsrum i praksis.

Legepladsen samt nærmiljøet giver os mulighed for motoriske udfoldelser, hvor vi kan få sved på panden, lære om naturen og gøre uderummet til et aktivt læringsrum.

(* LAHOPL = Lange Autentiske Hand-On Projektbaserede Læringsforløb)

I Junglehuset arbejder vi med storbørnsgruppen fra september måned året før, de skal videre til SFO og skole. Vi kalder gruppen for SFO-børnene, idet de skal starte med at være i SFO'en, når vi siger farvel til dem. Målet med gruppen er at øve børnenes skoleparathed, både gennem personlige og faglige kompetencer.

De personlige kompetencer er de vigtigste, da de giver ro til at være og bevare sin nysgerrighed omkring bogstaver og tal. Derfor har vi stor fokus på at gøre barnet selvhjulpen og videreudvikle de sociale kompetencer. Dette sker gennem følgende pinde:

  • Personlige kompetencer: Indgå i leg med andre, lytte og sætte ord på sig selv og sine behov, være nysgerrig og koncentreret, klare små opgaver (så som at rydde op, dække bord, pakke sin taske og så videre) samt være positiv deltagende i fællesskabet.
  • Sprog: Kan indgå i en kort dialog, komme med idéer til at løse opgaver og planlægge aktiviteter, kan sine personlige oplysninger (navn, fødselsdag og så videre), forståelse for tidsbegreber (i går, i morgen og så videre), bruge farver og tal i flere sætninger, kende bogstavernes ordlyd og så videre.
  • Motorik: Holde på en blyant, kaste/gribe, farve indenfor stregerne, binde snørebånd, ved hvad kroppens dele hedder og hvor de er, hinke, stå på et ben og så videre.
  • Selvhjulpen: Selv klare toiletbesøg, påklædning, vide hvor ens ting er, søge hjælp hos en voksen.

Når barnet fylder 5 år, laves en 5-års sprogtest, som udmønter sig i en forældresamtale med både vores og forældrenes vurdering af barnet. Der laves evt. fokuspunkter til barnets videre sprogudvikling. Vi arbejder på tværs i klyngen med faste mødedage for alle kommende SFO-børn, og der afholdes besøgsdag på tværs af sfo og børnehaven samt en overleveringssamtale kort for afslutningen i børnehaven.

Det psykiske børnemiljø

Vi er meget opmærksomme på, at vi voksne skaber et trygt og tillidsfuldt børnemiljø gennem en anerkendende og imødekommende tilgang til børnenes behov og oplevelser. Børnene skal opleve sig set og hørt, og at der er hjælp at hente, hvis noget er svært. De skal have lyst og mod til aktivt at deltage i rutiner og aktiviteter dagen igennem. Vi søger gennem samspil og dialog med forældrene at skabe trivsel og udvikling for hvert enkelt barn, med øje for inklusion og inddragelse i fællesskabet samt fokus på de kompetencer SFO/skoleparathed kalder på.

Vi arbejder med et overordnet lærerplanstema i hele huset. Hvert tema har vi fokus på i cirka tre måneder. Vi har således inddelt året i 4 perioder.

For eksempel har vi i januar, februar og marts arbejdet med temaet ”mig og min krop”. Her koncentrerer vi os om krop og bevægelse. Vi forsøger tillige at finde ud af: "Hvem er jeg?" og "Hvordan ser jeg ud?"

Således inddrages lærerplanstemaerne: krop, sanser og bevægelse - alsidig personlig udvikling samt kultur - æstetik og fællesskab i aktiviteterne.
Aktiviteterne afstemmes og udformes efter gruppen af børn og deres udviklingsniveau.

Daginstitution Junglehuset
Østerby Allé 5
2630 Taastrup

Telefon: 43 35 31 14

Pædagogisk leder: Martin Hvid Køster
E-mail: martinkoe@htk.dk

Klyngeleder: Henriette Flændsdal
E-mail: HenrietteFl@htk.dk

Mandag - torsdag:
Klokken 06.15 – 17.00

Fredag:
Klokken 06.30 – 16.30

Lukkedage